Formål med avlen
Kennel Casfan´s formål er, at opdrætte Belgiske Hyrdehunde med et afbalanceret væsen og et racetypisk udseende. Det tilstræbes at bevare racens brugsegenskaber. En Belgier er en alsidig hund, som kan bruges til alle former for hundesport (se venligst vores galleri og resultatlisten for Casfan-hunde). En Belgier er en intelligent hund, som gerne løser opgaver sammen med sin fører - store som små opgaver. Så for at få en velafbalanceret og omgængelig hund anbefaler vi, at hvalpens nye familie fortsætter den prægning og socialisering, som vi har givet hvalpen de første 8 uger af dens liv samt går igang med en eller anden aktivitet med hvalpen. Vi anbefaler, at hvalpen kommer med på en træningsplads (hvalpemotivation) fra starten i sit nye hjem samt kommer med familien ud i forskellige miljøer. Dette er vigtigt i forbindelse med socialisering og miljøtræning.
Både tæver og hanner udvælges til avl med godt temperament som det primære. De skal naturligvis være fri for arvelige sygdomme som f.eks. HD, AD, tandfejl, epilepsi etc. Her skal det dog pointeres, at disse oplysninger ikke altid er let tilgængelige - især ved udenlandske hunde, og derfor får man sommetider en slem overraskelse. Vi tilstræber dog, at vores egne hunde, som bliver anvendt i avl, er røntgenfotograferet på hofter og albuer, har været på udstillinger og er blevet trænet (se venligst vores sundheds-informationer). Men alligevel kan vi ikke garantere, at alle hvalpe forbliver sunde og raske hele livet. Alle avlslinier har fejl i større eller mindre grad, og det er vores forpligtelse som opdrættere at undersøge avlslinierne meget grundigt, inden vi beslutter os for at lave en given kombination, som forhåbentlig vil minimere forekomsten af fejl/mangler. Natur og genetik kan ikke styres - den perfekte og fejlfrie hund er ikke født endnu, og det bliver den aldrig.
Det er heller ikke muligt at garantere, hvordan en hvalp udvikler sig mentalt, da meget afhænger af den familie, som den flytter ind hos. Men grundlaget er lagt hos os med sunde og mentalt stabile forældre samt en god og alsidig prægning af hvalpene.
Hvalpene bliver født og vokser op inde i huset, så de bliver udsat for alle dagligdagens lyde, de voksne hunde og kattene. De har adgang til en hvalpegård i haven, hvor der bl.a. er kravlebræt, tunnel, forskellige lydpåvirkninger og legesager.
Indtil hvalpene er 3 uger har de intet ud af besøg i hjemmet, og tæven vil oftest være yderst beskyttende i denne periode, så for at undgå at stresse både tæven og hvalpene, så ønsker vi ikke besøg i hjemmet i dette tidsrum.
Fra hvalpene er cirka 3 uger gamle, er besøg hjerteligt velkomment - både voksne og børn samt fremmede, venlige hunde af forskellige racer, som naturligvis skal være vaccineret. Fra hvalpene er cirka 5 uger gamle, kommer de med udenfor haven på gåture, og de ser heste, får og køer. Fra de er cirka 6-7 uger gamle kører vi ture ind til byen og i skoven eller til stranden, så hvalpene også prøver at komme med i bil.
Inden hvalpene forlader Kennel Casfan har de fået 3 ormekure, er chipmærket samt hvalpetestet. Hvalpene er vaccineret første gang, og de får en sundhedsattest og et EU-pas med.
Alle hvalpe sælges med DKK-stambog og SBH-købsaftale, som giver refusion i tilfælde af bl.a. HD, AD og andre arvelige sygdomme. Vi vil gerne opfordre vores hvalpekøbere til at røntgenfotografere deres hunde, selvom de ikke selv skal bruge resultatet til noget, for det er yderst vigtigt, at vi som opdrættere ved, hvad vores avlshunde giver videre til deres hvalpe. Fejl og dårlige resultater kan ikke undgåes, men skulle én af vores avlshunde få mange afkom med fejl, så bliver den taget ud af avl. En avlshund er kun så god som sit afkom... Derfor er vi meget interesseret i alle oplysninger om vores egne opdrættede hvalpe samt hvalpe efter vores hanhunde.
Alle hvalpe får en startpakke med til deres nye hjem. Pakken består bl.a. af en mappe med nyttige oplysninger, hvalpetesten, stambog, købekontrakt, bogen om Belgiske Hyrdehunde og billeder. Desuden får hvalpene noget foder og et halsbånd med.
Vi lægger vægt på, at have kontakt med hvalpekøberne fremover og følge "vores" hvalpe i deres nye familier. Billeder er altid mere end velkomne. Vi passer gerne vores egne hvalpe, hvis familien skal på ferie eller andet, hvor hvalpen ikke kan komme med.